Per Aage Brandt

Modul – det levendes princip

 

Når man går rundt i sit kælderværksted eller på en computerkirkegård for at finde stumper, der kan samles og måske give sig til at fungere som et eller andet apparat, da bedriver man ifølge den franske strukturalistiske antropolog Cl. Lévi-Strauss en form for bricolage (hobbyfuskeri, klunseri), hvilket netop er den aktivitet, biologien gennem hele det levendes evolution har bedrevet: man tager, hvad man har, de forhåndenværende søm, sætter det sammen på nye måder og får måske sommetider et eller andet brugbart ud af det, men altid noget, der ser mærkeligt og frygtindgydende ud. De forhåndenværende elementer, dvs. modulerne, kan i biologien være cellegrupper, organer, hele organismer – princippet er blot, at noget allerede eksisterende genanvendes eller  installeres i en ny sammenhæng, hvor det får en ny og ejendommelig funktion og betydning. Det modsatte ville være en proces, der begyndte med at bestemme den overordnede funktion og derefter skridt for skridt indrettede de underordnede instanser, så de bedst muligt kunne betjene netop denne helhed – således som ingeniørkunsten lærer os at gøre, når vi skal bygge en bestemt maskine med henblik på et bestemt formål.[1] Da kommer delene til at afhænge fuldt ud af helheden; mens helheden ellers, i det levendes almindelige verden, også må afhænge af delene, dele som helheden har forsynet sig med, og som en gang imellem bestyrer ingen, én eller flere funktioner på én gang. Når f. eks. mennesker som "moduler" indgår i kollektive sammenhænge, følelsesmæssigt eller arbejdsmæssigt, er det den sidste af de to formler, der gælder. Individer skal uophørligt løse nye opgaver og dog forblive mere eller mindre de samme individer.

Spændingen mellem lokale moduler og globale helhedsfunktioner er altså vital, og den er i tilgift også en af kunstens vigtigste formdannende ressourcer. Det Skønne er antagelig en konflikt mellem moduler og totaliteter. I maleriet kan man tænke på Giuseppe Arcimboldo (1527-93) og hans portrætter, hvis moduler mærkeligt nok er blomster, frugter, grøntsager og dyr – væsener, der allesammen lever deres eget liv rundt omkring i det større billede af et menneskes ansigt og hoved.

Det er åbenbart det dynamiske forhold mellem den lokale komponents orden og den globale sammenhængs form, der udgør modulets æstetiske drivkraft. Hvis man generaliserer princippet, bliver i bygningskunsten forholdet mellem mursten, bjælker, planker og bygningens helhed lige så modulært. Eller mellem træerne og skoven, osv. Inden længe indser man, at det levendes verden som helhed må være modulær.[2] 

Kun hvor menneskelig skaben er indblandet, får selve modulerne dog, mere specifikt, et regelmæssigt indbyrdes forhold. Mængden af moduler inden for den samme helhed kan jo være fuldstændig heterogen, vilkårligt sammensat, eller den kan være ensartet. Helheden ligner i første tilfælde en skrammelbunke eller lignende, men i sidste tilfælde ser den tværtimod "designet", smart og sammenhængende ud. Hvis forholdet mellem modulerne ligefrem er stærkt regulært, vil man føle det muligt at tale om et "sprog": f. eks. et arkitekturens sprog, et musikkens sprog, kroppens gestussprog, ja, hvorfor ikke endda sprogets sprog? Sprogets ord er jo moduler inden for sætningernes totale form. Vinduer, søjler, osv. er moduler i en arkitektonisk helhed; musikkens små enheder, melodiske fraser, harmoniske "klodser" (som man siger i rytmisk musik), takter, er ligeledes en art moduler. Legoklodser er prototypiske moduler. Man kan ikke undgå at lægge mærke til den følelsesmæssige opstemthed, denne markante begejstring, som omgangen med moduler frembringer, endog på meget forskellige tilværelsesområder. Kulturen ligner en mangfoldig breakdance.

Variationen i ensartethed mellem modulerne inden for den samme helhed er afgørende for et værks eller i det hele taget en genstands stil. Arcimboldo betragtes stilistisk som manierist, fordi hans byggeklodser er biologiske motiver, der danner en komisk kontrast til billedernes globale biologiske motiver.[3]

I arkitekturen og skulpturen – såvel som i maleriet, kan man efter en nærmere overvejelse sige, men da især, og af indlysende grunde, i dansen – er menneskekroppen ret afgørende for deles og helheders størrelsesforhold, dvs. både deres absolutte skala og deres indbyrdes proportioner. Kroppen er  det mål, den måleenhed, der regulerer de givne og mulige tilstande. Denne metriske dimension er modulernes anden hovedbestemmelse. I musikken, dansen og poesien er metriske moduler ganske afgørende for formdannelsen, således dansens trin, rytmens takt, digtets versemål og dets såkaldte versefødder. 

Her har vi uden tvivl oprindelsen til menneskets særegenhed i det levendes verden: symbolerne følger af modulerne, når disse bliver tilstrækkeligt rytmiske. Swingende moduler. Hulemaleriernes gentagelsesmønstre – jeg tænker på de sene stenaldersamfunds stereotype gudebilleder og dansemasker: formentlig ikke blot en visuel men også en kropslig rytmik; aztekerne, tutsierne, osv. – er påmindelser om hvad det er, vi vender tilbage til igen og igen, især i kunsten. Vi genoplever den stiftende modularitet. Denne "sprog-agtighed", der gør tingene meningsfulde, prægnante, betydningsbærende forud for enhver konkret betyden, idet den simpelthen frembringer fænomenet Her-Menes-Noget, hvilket man kan gengive som: Ånd. Det er denne dimension af intensitet, vi oplever som skønhed. Enhver skøn ting eller ånd besidder eller mestrer den, alle forstår den intuitivt, og mange eller alle længes efter den, især fordi man i øjeblikke endda kan være den, og da er der ingen grænser for ens lykke.

 

*



[1] Nydansk Ordbog (1972) definerer et modul på to måder: 1) som måleenhed, 2) som en selvstændig del af større apparat. Ordbogen giver sjovt nok et ingeniøreksempel: de dele af et et rumfartøj, der kan kobles fra hinanden og igen sammenkobles. Delene er her netop multi-maskiner, der skal tjene flere forskellige formål. 

[2] Man kan roligt kalde den fysiske verden modulær i en lignende forstand, for så vidt den består af grundstoffer og modulære atomer, der igen består af partikelmoduler, der igen måske... Men denne modularitet kan jo ikke opleves i sansningens skala, og den er derfor uden æstetisk betydning.

[3] Vi kender alle til fremstillinger, der udtrykker omtrent det samme som Arcimboldo: "Æblekinden rød og rund...". Eller snemandens gulerodsnæse.