BACK

Skulptur for skulpturens egen skyld

“Skulptur er det som du støder ind i når du træder to skridt tilbage for at se på et maleri”

Barnett Newman[1]

Således defineres skulptur af den amerikanske maler Barnett Newman. På udstillingen Back is Forward kan det modsatte tænkes at forekomme: Skulptur er det, du ser på, mens du læner dig op ad væggen og støder ind i et maleri. Back is Forward omfatter ganske få malerier og akvareller, mens skulptur er det centrale omdrejningspunkt.

Frode Steinicke begyndte sin karriere som maler, men fandt hurtigt sin passion som billedhugger. Hans skulpturer er nonfigurative, abstrakte. De forestiller ikke noget og handler ikke om noget andet end sig selv, og det at være skulptur. Det skulpturelle og skulpturens særegenheder undersøges og udfoldes gang på gang af Frode Steinicke i en evig afsøgning af mulige former og figurer indenfor en skulpturel grundform. Det er en næsten systematisk metode, hvor det at vende tilbage til tidligere værker fører frem til nye udfordringer og ideer: "skulptur kommer af skulptur" - som Steinicke selv har formuleret det.

 

Frem mod en definition

Resultatet af den kunstneriske undersøgelse af skulpturen og det skulpturelle fremvises på udstillingen Back is Forward. Men at sætte ord på skulptur og det skulpturelle er derimod katalogtekstens hensigt.

Skulpturen lader sig bedst beskrive ved at sammenligne den med maleriet. Det som kendetegner maleriet er, at det er fladt. Det består af det flade, todimensionale lærred, mens skulpturen er et rumligt, tredimensionelt objekt. Lærredet fungerer som et medie for kunstnerens udtryk, mens malingen er det, som skaber maleriet. Det giver utallige udfoldelsesmuligheder. På lærredets overflade kan kunstneren gengive hele verden i mindste detalje. Men maleriet kan også blot handle om maling og flade og det at være maleri.

Skulpturen derimod er selve det kunstneriske udtryk. Her er ikke brug for maling, her er materialets bearbejdning i sig selv nok. Men også skulpturen kan gengive i detaljer, portrættere eller repræsentere. Men den kan også handle om intet andet end sig selv. Det at være skulptur. Man kan sige at skulpturen fremstiller, mens maleriet forestiller. På lærredet opbygges en illusion. Ved brug af perspektiv, farver og skyggevirkninger opbygges et parallelunivers, et billede af virkeligheden. Den virkelighed som skulpturen er en manifest del af. Skulpturen foregiver ikke at være andet end sig selv.

Skulpturen er en håndgribelig genstand, et fysisk objekt, men samtidig er skulpturen visuelt ubegribelig. Skulpturen lader sig ikke overskue fra ét synspunkt, men kræver at beskueren bevæger sig omkring den, fordi skulptur per definition er flersidet. Skulptur skal opleves, mens maleriet skal ses eller beskues.

Skulpturen og maleriet har lige siden renæssancen været i indbyrdes strid – paragone – og ofte har skulpturen været underlegen. Paragone handler overordnet om den indbyrdes rangordning kunstarterne imellem. Kampen har bl.a. handlet om, hvilken af de to kunstarter der var mest kompleks at udføre. Skulpturen er kompliceret, eftersom den ikke har ét privilegeret synspunkt som maleriet. Omvendt lyder argumentet, at maleriet kræver en større intellektuel indlevelse, idet maleren skal omsætte den tredimensionelle verden til det todimensionelle lærred. Samtidig kan maleriet gengive ethvert fænomen, mens skulpturen traditionelt var begrænset til menneskekroppen som motiv. Maleriet kan i den forstand siges at have større universel udstrækning.

Skulpturen forbindes endvidere med barbari, idet den i sin fremstilling indebærer hårdt fysisk arbejde, støj og snavs i modsætning til malerens mere intellektuelle metode. Til gengæld kan skulpturen udtrykke tingenes sande væsen – skulpturen fremstiller, mens maleriet gengiver. Skulpturen formår med andre ord, i kraft af sin tredimensionalitet at give en mere virkningsfuld repræsentation og tilmed i et ofte uforgængeligt materiale. Men skulpturens tredimensionelle lighed med virkeligheden er samtidig det, der gør den mindre ophøjet og mere objekt.

Paragone-debatten kan bl.a. spores i tekstens indledende citat, hvor skulptur tilsyneladende blot er noget overset, der står i vejen for oplevelsen af maleriet. Men skulptur er meget mere end maleriets modsætning. Begrebet er efterhånden så rummeligt, at det er i fare for at miste sin betydning. Det fungerer som fællesnævner for en lang række kunstneriske udtryksformer. Noget af det, der er gennemgående for alle skulpturelle udtryksformer, er elementet af rumlighed. Skulpturer udfolder sig tredimensionelt i rummet og aktiverer beskueren, som må bevæge sig rundt omkring eller rundt i skulpturen for at opleve den. Dette gør sig gældende for traditionel skulptur, såvel som nogle af de mere perifere retninger indenfor den skulpturelle fællesnævner.

 

 

Nonfigurativ, abstrakt skulptur

Rødderne for Frode Steinickes nonfigurative, abstrakte kunst skal findes i konstruktivismen, en kunstretning, som opstod i starten af det 20. århundrede. Konstruktivismens ærinde var, at lade kunsten fremtræde på egne præmisser: den skulle være kunst for kunstens egen skyld. Derfor måtte den konstruktivistiske kunst søge at udelukke enhver illusionisme. Kunsten skulle med andre ord kun handle om sig selv, og undgå enhver reference til omverdenen. Steinickes skulpturer ligger i forlængelse af denne kunstforståelse. Der er ingen overflødige detaljer og spor efter det kunstneriske håndværk. Der er intet som peger ud over skulpturerne, ingen referencer til andet end skulpturerne selv. Hver skulptur er sluttet omkring sig selv, og fremstår som et lukket hele.

For Steinickes vedkommende opstår skulpturerne af hans interesse for det at se. Det er formerne og linjernes vekslen med baggrunden, luften og rummet, der er interessant. Netop rum og tid blev fremskrevet som grundelementerne i den konstruktivistiske kunst: ”Luften, det rum vi omgiver os med og ånder i til daglig, er ikke et skabt rum (…), det er snarere formløst og ubegribeligt som rum før skulpturen eller arkitekturen giver det form.”[2] Således funderede den danske, konstruktivist Robert Jacobsen over forholdet mellem skulptur og rum.

Den rumlige og formmæssige afsøgning hos Steinicke finder ofte sted som systematiske eksperimenter over en gennemgående skulpturel grundform. Det, som fører Steinicke videre og inspirerer ham, er ofte de skulpturer, som allerede er skabt. Han vender tilbage, finder en ny variation over formen, og skaber de skulpturer som mangler.

 

 



[1] Barnett Newman i Rosalind Krauss: “Skulptur I et udvidet felt” in Passepartout, 3, 2, 1994. Original: “Sculpture in the expanded field” in R.K.: The Originality of the Avant-Garde and Other Modernist Myths, Cambridge , Mass. 1986, p. 115

[2] Sørensen, Jens Erik (red.): Dansk skulptur i 125 år, Gyldendal, København, 1996. pp. 196